Gå til "High Fidelity musik anlæg"
Gå til "Radiofonimodtager med 3-D Gengivelse"
Gå til "Træt af FM?"
Gå til "Gladsakse senderen starter"
Gå til Annonce

Nogle bemærkninger om radio, fjernsyn, grammofonplader og akustik
Af civilingeniør Knud Thorborg.

Der har i lang tid været skrevet om de forbedrede muligheder, som FM- radioen og LP-pladen betyder for en mere tilfredsstillende aflytning af reproduceret musik i hjemmene. Men der kunne være grund til for en gangs skyld at skrive lidt om det beklagelige i, at disse muligheder udnyttes i så ringe grad, som det faktisk er tilfældet.
Er teknikken da ikke gået frem? Jo, det må vel betegnes som et reelt fremskridt, at vi nu ikke kun kan høre, men også se, hvad de foretager sig i Rosenørns Allé. Vi har fået FM, dobbeltprogrammer, "rurmklang", ferritantenner og store flotte radiogrammofoner af poleret krydsfinér med guldkanter og farvestrålende skalaer, som kun kan konkurrere med de rigtige "dollargrin" med hensyn til "smartness". (Hvis man da ikke foretrækker ægte imiterede renæssancemøbler, hvor en højttaler diskret kigger ud mellem sirligt udskårne søjler af forgyldt papmaché.)
Men sandheden er den, at den kommercielle radios fremskridt de sidste 15 år kun nødtørftigt opvejer de tilbageskridt, som skyldes den tiltagende trængsel i æteren. Men FM da? Betyder den ikke støjfri gengivelse, fuldt frekvensområde, kort sagt hi-fi. Jo, i teorien i det mindste, men hvad hjælper det, når resten af kassen er det samme som i gamle dage. Højttalerne er stort set de samme, gengiver hele det midterste frekvensområde med en vældig spids ved ca. 100 Hz, hvilket giver et vist indtryk af bas. Gengivelsen er, som publikum venter sig det af en radio, og med det begrænsede frekvensområde undgår man at stille for store krav til konstruktionen. Altså kan man stadigvæk spare filterspolen, underdimensionere udgangstransformatoren og nøjes med een højttaler (eller hvis man af reklamehensyn bliver nødt til at ofre flere, sparer man delefiltret).
For at opnå tilstrækkeligt med pseudobas ophæver man modkoblingen ved de lave frekvenser (hvor der er mest brug for den af hensyn til bl. a. højttalerdæmpningen). Under disse omstændigheder så fri mig for fuldt frekvensområde, som med rette kunne betegnes som fuldt brum- og forvrængningsområde.

Den moderne FM-modtager er altså ikke det hele bevendt. Der skal faktisk et godt øre til at høre forskel på AM og FM (hvis ikke netop AM-udsendelsen ødelægges ved interferens, som skyldes ætertrængslen og dårlig selektivitet). Tilmed har man besværet med talrige efterindstillinger efterhånden som modtageren driver bort fra stationen og forvrængningen bliver uudholdelig. - Ikke sært, at FM er kommet i miskredit blandt usnobbede menigmænd - og det kunne være så godt.
Som trøst er de fleste modtagere udstyret med en knap, som kan fjerne den sidste rest af høje toner og dermed hovedparten al forvrængningen.

Der har været ført en kampagne fra tidlige hi-fi-enthusiasters side til fordel for den "lyse" gengivelse (man må da vænne sig til forvrængningen). For disse folk må den moderne LP-plade være "gefundenes fressen". De færreste (selv nyere) radioer har mulighed for at kompensere for indspilningskarakteristikken, hvorfor den resulterende frekvenskarakteristik hæver bravt fra højttalerens basresonans til de højeste frekvenser. Dette forhold må dog antages at blive rettet efterhånden, men man skal altså ikke fortvivle, hvis man har fået den opfattelse, at LP-plader giver en dårlig gengivelse.

Det er forståeligt, at de små batterimodtagere, som kultiverede mennesker ikke kan undvære på badestranden, lader noget tilbage at ønske med hensyn til basgengivelse (det er dog lykkedes at få dem helt fri for netbrum), men laver man endelig et stort dyrt møbel med masser af plads, udnytter man denne til ganske uvedkommende barskabe og lignende, for "publikum tillader ikke at man ødsler med pladsen".

Arabella model 3D


Arabella model 3D, barskab åbnet

Af samme grund skæres den moderne LP-plade helt ind til etiketten, selv i tilfælde, hvor programmet kunne have været indspillet på et smalt bånd i periferien, hvor forvrængningen er minimal *). Man ofrer altså kvaliteten for at undgå kritik, i stedet for at fortælle publikum, at kvaliteten netop afhænger al den "udnyttede" plads i henholdsvis skab og på grammofonplade.

Det behøver næppe yderligere at fremhæves her, at det moderne radiokabinet af hensyn til en udvendig smartness (som kættere kalder dårlig smag) tilsidesætter de mest elementære krav, som akustiske hensyn stiller. Men mange fjernsynsapparater er dog værre endnu. Af hensyn til kæmpestore billedrør får man desværre ikke plads til en højttaler på forsiden, hvorfor den anbringes i bunden, strålende ned i bordpladen. Det kan næppe beskrives, det må høres.

Det ville være forståeligt, hvis man skulle udvikle fjernsynet nu, og radioen ikke havde eksisteret i 30 år, om man koncentrerede sig om billedet i første omgang og senere tog sig al lyden. Men nu kaster man al begejstring for det nye den kendte teknik over bord og nøjes med noget, der er værre end middelmådigt.
Der er sagt mange onde ord med bud til radiofabrikanterne, men det skal indrømmes, at publikum har en stor del al skylden (og får i mange tilfælde de radioapparater, de har fortjent). Publikum nærer en sand rædsel for højttalere, som er anbragt i de omgivelser, som klæder dem i akustisk henseende. Måske fordi man forestiller sig fritstående tragthøjttalere fra radioens barndom, eller afskrækkende eksempler blandt hi-fi-amatører på kæmpestore horn og labyrinter.

En radiator er heller ikke nogen prydgenstand, men accepteres. Sandt at sige er heller ikke de gængse radiokabinetter for skønne, men sådan ser nu engang en radio ud. Og det i et land, som ude i verden er kendt for sin moderne møbelkunst.
Er der virkelig ikke basis for at det skulle svare sig at fremstille lydreproduktionsanlæg, som tilfredsstiller de musikalske (akustiske) og æstetiske krav, altså udnytter den moderne teknik fuldtud og samtidig tilfredsstiller en moderne smag?
Det kan gøres, og det behøver ikke at blive afskrækkende i dimensioner og næppe væsentlig dyrere end mange store radiogrammofoner er i dag (og dem findes der dog købere til). Her betaler man dyre penge for båndspredte kortbølgeområder og pladeskiftere med indbygget elektronhjerne, som befrier sin indehaver for besværet med at skifte pladerne (og for at opbevare dem for længe). Der er babysitteranordninger, det tidligere omtalte barskab, og det næste bliver vel temaskine med 4-D-rum klang.
Problemet bliver i hovedsagen det at spare de rigtige og ikke som nu de forkerte.

*) Grelt bliver det, når man fremstiller "medium play", som kun spiller halvt så længe som små LP-plader (i disses format), og hvor pladsens udnyttelse begrænses ved større rilleafstand i stedet for, hvad der ville være naturligt ved at undlade at benytte det uheldige område nærmest centrum. Der er ingen fare for, at grammofonpladerne skal blive for gode.

High Fidelity musik anlæg

High-Fidelity - oftest forkortet til "Hi-Fi" - er som bekendt den amerikanske betegnelse for de nyeste fremskridt inden for elektroakustisk gengivelse af musik.
Det er lidt svært at finde en passende dansk betegnelse for begrebet "Hi-Fi" for "høj troværdighed", som det jo faktisk betyder. Den "høje troværdighed" er imidlertid det fjerne mål man har stræbt henimod lige siden grammofonen blev opfundet, nemlig at få intet mindre end hundrede procents naturtro gengivelse af musik.
De sidste års store fremskridt inden for FM og grammofonteknik har gjort det muligt at bygge sådanne anlæg, men det har været forbeholdt den lille kreds af mennesker, der enten var i stand til at bygge noget selv, eller havde råd til at få lavet et anlæg i specialudførelse. I Amerika har der allerede i flere år været sådanne anlæg på markedet, der er seriefremstillede og derfor ikke så uoverkommelige, men - Amerika ligger jo som bekendt så langt herfra - så det må derfor hilses med glæde, at vort største radiofirma PHILIPS har taget initiativet, sat en produktion i gang og møder nu med et komplet system for "Hi-Fi", der kan tilpasses ethvert formål. Ved en præsentation i København den 11. marts viste firmaet hvorledes det havde tænkt sig problemet løst. De forskellige dele i High-Fidelity musikanlæg må kunne tilfredsstille de strengeste krav med hensyn til naturtro gengivelse. Men et anlæg af virkelig klasse må imidlertid ikke alene opfylde de høje elektriske og akustiske krav, men må også være af en sådan udformning, at det efter installeringen i boligrum er tilfredsstillende i æstetisk henseende. PHILIPS har derfor udformet sit High-Fidelity-udstyr så det består af forskellige selvstændige elementer der let kan installeres i bestående eller specielt fremstilede møbler. Alle elementer er af en sådan form og størrelse, at en tilfredsstillende kombination vil kunne opnås.

PHILIPS har opdelt anlægget i følgende tre enheder:

1. Grammofonværket
2. Forstærkeren
3. Højttaleren, eller højttalerne

Grammofonværket gør sig særligt bemærket derved, at det er udstyret med nogle fine pick-up enheder, der er hele fire at vælge imellem, de er alle af krystal-typen og frekvensområdet går fra 25 til 14.000 Hz uden generende resonanser. Ved høje frekvenser er den svingende masse meget lille, medens der ved lave frekvenser er sørget for den rette fylde.
Anvendelsen af en speciel gelatine, som omgiver det piezo-elektriske element, har medført en betydelig forøgelse af elementets levetid og sikrer samtidig en uforandret gengivelse.
De tre typer bruger safirspids, men den fjerde er forsynet med en diamant- nål, hvad der er af stor betydning for pladesliddet og derfor for gengivelsen.
Det pick-up hoved der har diamantnål har følgende tekniske data: Type nr. AG 3015. Nål. diamant. Spidsradius 25 mikron. Pladetype mikrorille. Udgangseffekt ved 3 cm/sek. 0,2 volt fra 25 til 14.000 Hz. Nåletryk 10 gram.

Forstærkeren, der ses på figur 1 er en push-pull forstærker, der kan afgive 15 watt. Den har katodekoblet udgangstrin, og diagrammet ses i blokform på fig. 2. Den har et modkoblingsarrangement, der effektivt undertrykker forvrængning over hele frekvensområdet, som strækker sig fra 20 til 50.000 Hz.
Den har kontinuerlige bas og diskantkontroller, der arbejder uafhængigt, og et usædvanligt feature er den store belyste skala, som viser forstærkerens frekvensgang, og således letter indstillingen af forstærkeren til den mest fuldkomne tonebalance.
Grammofontilslutningen giver en lineær gengivelse af grammofonplader, der er indspillet efter AES-kurven. Radioindgangen er derimod lineær. Udgangsimpedanserne er 7, 14 og 500 ohm. Forstærkeren er selvfølgelig beregnet til vekselstrømstilslutning, og har et forbrug af 50 watt. Et særligt lille raffinement er, at den også er udstyret med overstyringsindikator.

Figur 1, PHILIPS High-Fidelity forstærker, type AG 9000


Figur 2, Diagram for High-Fidelity forstærkere

Højttalerne. Fra et akustisk synspunkt, især med henblik på basgengivelse, vil højttalersystemet være bedst anbragt i et hjørne i stuen, hvor gulv og vægge vil virke som et horn og således give højttaleren en god baggrund for de dybe toner. Herimod kan man indvende, at faren for stående bølger ved høje frekvenser ikke kan udelukkes. Man kan også hævde, at et hjørne af stuen ikke altid vil være den psykologisk rigtige placering al en lydkilde, og at højttaleren derfor på bekostning af en mindre tilfredsstillende basgengivelse burde anbringes uden for et hjørne.
Her har PHILIPS en højttalerkombination AD 5002, der imødekommer alle disse indvendinger. Baskabinettet kan anbringes i et hjørne, og er således formet, at dette også kan gøres under hensyn til æstetiske krav.
Frekvensområdet i baskabinettet strækker sig fra 30 til 300 Hz, og inden for dette område er der ingen sandsynlighed for stående bølger og samtidig er retningsvirkningen meget lille, hvorfor højttoneprojektørerne uden vanskelighed kan anbringes i nogen afstand fra baskabinettet.
Disse små enheder kan let placeres i værelset og bør som regel indstilles saaledes, at lyden når tilhøreren indirekte efter at være tilbagekastet fra vægger eller loft.
Når højttaleren er rigtigt indstillet, vil lyden ikke mere synes at komme fra en enkelt kilde, men fra et større område, som det er naturligt i en koncertsal.
Skønt lyden fra de forskellige instrumenter synes at komme fra forskellige retninger, har man dog undgået faren for at få et ujævnt lydbillede, som skifter retning efter de forskellige toners styrke. Den bedste kombination er bas- kabinettet og to højttoneprojekfører. Baskabinettet ses på fig. 3 og som man ser har det et udseende, der gør det let at anbringe det i ethvert interiør.

Ved den føromtalte demonstration af hele systemet, der blev ledet af afdelingsleder Funch og kapelmester Bruno Henriksen, blev der spillet plader med musik lige fra orgelmusik til hot-jazz, og det lød godt. Bas og diskant stod fint, og man havde faktisk en følelse af at have orkestret idet samme rum, hvori man befandt sig.

Figur 3, High-Fidelity anlægets højttaler

_____________________________________________________________________________

Med paaskønnelsesværdig Hurtighed har Unica Radio A/S  allerede intro­duceret den nye tyske 3D-Gengivelse i sine nye Modtagere. Det drejer sig om den store Type "Forum", og 3D er indført saavel i Bordmodellen som i Radio­grammofonen. Fabriken har venligst laant os Skitserne over Højttalerfodelin­gen i disse fine Apparater, som naturligvis er fortrinlige Radiofonimodtagere med indbygget FM (Forholdsdetektor) og alle andre moderne Finesser.

Men hvad der særligt vil interessere vore Læsere, er naturligvis Højttaler­fordelingen, og her er det samme Princip fulgt i begge Modeller: med Hovedudstraalingen frem mod Lytteren og Sideudstraalingen gennem Kabinettets højre og venstre Sider.

*

Naar man modtager Lyden fra forskellige Retninger, vil -- og det er jo Hensigten med 3D-Opstillingen - Gengivelsen blive nogenlunde stereofonisk, og lytter man f. Eks. til Orkestermusik, vil Gengivelsen være den normale - med en eller to Højttalere anbragt i Kabinettets Forside - langt overlegen og fremkomme med en Brillans og "Plastiko, som man ellers ikke vilde tro mulig med saa forholdsvis enkle Midler.

Fig. 1, Unica Forum 3-D Radiogrammofon

For at tage den "store" Model først, "Forum" Radiogrammofon, har denne, der er vist skematisk i Fig. 1, to Højttalere direkte mod Lytteren - altsaa ud mod Kabinettets Forside. Den store Højttaler (Peerless Koncert) gengiver hele Toneomraadet, medens den lille Højttaler (Philips 9766 M) arbejder med nedskaaret Bas, idet den kobles over en 25MF Kondensator. Sidehøjttalerne ligger i Parallel og med en Blok paa 50MF indskudt.

Gengivelsen er her den bedst mulige, hvilket man hurtigt kan overbevise sig om, naar man hører den. Det er - med de fire Højttalere - en virkelig Luksusmode.

Men ogsaa i Bordmodellen "Forum" er der taget vidtgaaende Hensyn til Lytternes skærpede Krav om bedre Gengivelse.

Her er der kun een Højttaler vendt mod Lytterne - det er den meget fine Philips  Type 9770, som gengiver hele Toneomraadet udmærket.

De sidestillede Højttalere er her begge Peerless  Model Bantam HF, som fortrinsvis gengiver de høje Toner; de arbejder altsaa med nedskaaret Bas. Resultatet er, at Gengivelsen har en udmærket Brilans.

De sidestillede Højttalere er her begge Peerless  Model Bantam HF, som fortrinsvis gengiver de høje Toner; de arbejder altsaa med nedskaaret Bas. Resultatet er, at Gengivelsen har en udmærket Brilans.

Fig. 2, Unica Forum 3-D Bordmodel

Naturligvis vil andre danske Radiofabriker nok ogsaa fremkomme med 3D-Arrangement - ja, en enkelt er allerede fulgt efter, men Unica var altsaa den første danske Radiofabrik, som straks tog det nye Princip op, og det synes vi skal fremhæves.

Udgangstransformatorerne (mrk.. Tr i Tegningerne) er ikke forsynet med Udtag, saa Højttalergrupperne ligger over hele den sekundære Vikling.

M. H. t. den Vinkel, hvori Sidehøjttalerne udstraaler i Forhold til Hovedhøjt­talerne, fremgaar den nogenlunde af Skitserne, men enhver, der vil forsøge sig med at indrette en forhaandenværende Modtager med 3D, har her rig Lejlighed til at afholde interessante Eksperimenter. I den industrielle Modtager vil man selvfølgelig altid indbygge alle Højttalerne i Modtagerkabinettet, men der er naturligvis intet i Vejen for at bygge Sidehøjttalerne i Kabinettet hver for sig og anbringe dem, hvor Klangbilledet synes bedst, hvilket for øvrigt kan være vidt forskelligt i de forskellige Stuer, hvor Modtageren staar.

Unica Forum 3-D Bordmodel


Rudolph Schmidts krønike, bl.a. omtales Unica Radio

_____________________________________________________________________________

Fra Tyskland kommer den Meddelelse, at mange Radiofonilyttere skal være blevet trætte af at lytte til de frekvensmodulerede Sendere. En enkelt Lytter foretrækker endog sin gamle veltjente "Folkemodtager", der visseligt ikke er nogen Kvalitetsmodtager. Om Aarsagen til FM-Trætheden siger man, at man bliver nervøs af at lytte til FM gennem længere Tidsrum, medens man nok kan udholde at høre paa almindelig Radiofoni over længere Perioder.

Der angives forskellige Grunde til Trætheden. Man mener f. Eks., at visse tyske Modtagere, som er forsynet med elektrostatiske Diskanthøjttalere, gengiver Frekvenser, som naar helt op mod det ultralydmæssige Omraade, og at man kan blive psykisk paavirket af Ultralyd, er jo velkendt. Men desuden fremføres det, at Modtagerne ikke er rigtigt konstrueret m. H. t. Tonekontrol.

Som bekendt skal man, naar man har haft en kraftig Diskantgengivelse, ogsaa have en tilsvarende kraftig Basfremhævning, for at Klangbilledet kan blive behageligt. Vi har tidligere omtalt det "mystiske" Forhold 1:300.000 og skal ikke yderligere komme ind paa det her, men blot erindre om, at Gengivelsen fra en Radiomodtager, selv om denne er af middelmaadig Kvalitet, er værd at høre paa, naar man baade skærer Diskant og Bas fra - altsaa skærer ned "fra begge Ender". Har man kun kraftig Diskant, men ikke tilsvarende Bas, lyder Modtageren spidst, og omvendt bliver Gengivelsen hul og tøndeagtig, dersom man blot skærer Diskanten ned, men lader Basfremhævningen blive staaende. Og det er, siger Tyskerne, Grunden til, at man bliver træt af FM.

Nu er Forholdet vel nok det, at man, naar man første Gang staar overfor en god FM-Gengivelse, glæder sig over det meget brede Frekvensomraade, og i sin Glæde over det nye overdriver Fremhævningen af Diskant og Bas, - akkurat som "Hi-Fi" Entusiasterne overdriver i deres selvfremstillede Forstærkere.

Værst er det, siger Tyskerne, dersom man skal høre paa Tale i længere Perioder - for til dette Formaal mangler de tyske Modtagere en "Tale-Indstilling". Stilles Klangkontrollen paa "Tale", skærer man blot Bassen væk, men det er lige saa vigtigt, at ogsaa Diskanten forsvinder, og her er det altsaa, at det skorter paa Modtagernes Justering.

Tidsskriftet Funkschau anbefaler i denne Forbindelse Anvendelsen af en særlig "Tale-Indstilling", som bevirker, at Mellemtonelejet fremhæves kraftigt paa Diskantens og Bassens Bekostning.

Som bekendt fremhæves de høje Toner i FM-Sendere for at bringe Forstyrrelse ned paa et saa lavt Niveau som muligt, og i FM-Modtagerne skal denne Fremhævning (Forbetoning) kompenseres med et Korrektionsfilter. I flere tyske Modtagere savnes dette, og Gengivelsen bliver derfor ikke god.

Men den Slags Ting kan jo rettes af ethvert Radiolaboratorium i kommende Modeller - og vil vel ogsaa blive det. Tilbage er saa at overveje, hvorvidt det har noget paa sig, at de statiske Højttalere virkelig er i Stand til at gengive (med tilstrækkeligt stor Styrke) de meget høje Toner, som altsaa maaske kan paavirke Lytternes Nerver paa uheldig Maade.

Herhjemme har vi endnu ikke hørt Klager af den Art, hvilket maaske tildels kan skyldes de danske Højttaleres noget svigtende Diskant- gengivelse, men vi har dog - ved at spørge en Række Lyttere - konstateret, at disse, naar man gør dem opmærksom paa Forholdet, faktisk vil indrømme, at det kan være "trættende" at lytte paa FM, selv om altsaa Anstrengelsen af Nerverne ikke er saa voldsom her til Lands, at man har tænkt over det, før man bliver gjort opmærksom paa det.

_____________________________________________________________________________

Den 14. Maj 1955 startede den nye kraftige FM- og TV-Sender i Gladsakse og hermed ønskede man at fastslaa Fjernsynets Overgang fra Eksperimental­stadiet til Praksis. - Den nye Sender blev en glædelig Overraskelse for Fjernskuerne (eller hvad man nu vil kalde dem) - ikke blot indenfor selve det relative snævre Felt, TV-Senderen hidtil har dækket, men Udsendelserne viste sig at række længere, end man have turdet haabe paa.

Fra forskellige Steder i Landet - selv fra den jyske Østkyst - meddeles det, at TV-Senderens Udsendelser kunne opfattes med Udbytte. Entreprenante Radiohandlere demonstrede TV-Modtagning for den forundrende Provins­presse, og Ordrene på TV-Modtagere synes efterhaanden at løbe ind - omend i ringe Grad.

High-Fi-Feberen raser i visse kredse, saavel blandt Fagfolk som Amatører. High-Fi er en forkortelse af High (høj) og Fidelity (Troværdighed). Udtrykket, som stammer fra Amerika, skal betegne Gengivelse for Radio eller Grammofon, som afleverer det modtagne stof i troværdig Form - eller maaske rettere: troværdig Gengivelse. For os, der har arbejdet med „High-Fi” i de sidste 15 Aar, er Begrebet ikke nyt, og naar det nu pludselig arriverer og bliver et Slogan, skyldes det formodentlig to Ting: dels FM-Radiofoniudsendelserne og dels de nye Langspilplader af Vinylite, som tillader næsten perfekt Skæring or er fattig paa „Naalestøj”.

Men m.. H. t. den „troværdige” Gengivelse har vi kendt den i mange Aar, og dette Blads (Radio EKKO) Læsere vil vide, at vi har bragt flere Forstærker­konstruktioner, egnede til Formaalet.

Vi har med andre Ord længe været i Stand til at gengive Plader eller Radiofoni fuldtud „troværdigt”. Det nye bestaar nemlig deri, at det modtagne „Stof” er blevet bedre. Tidligere havde vi at gøre med en Radiofoni, som af Hensyn til Forstyrrelser fra andre Stationer maatte modulere saaledes, at de høje Toner, som er af saa stor Betydning for den musikalske Opfattelse, over­hovedet ikke blev udsendt. Hvad Grammofonpladerne angaar, var disse - indtil for faa Aar siden - skaaret saaledes, at 6.000 Hertz var den højeste Frekvens, som kom med.

Nu er det jo ganske anderledes, for den moderne FM-Radidtoni og Grammo­fonplade bringer os omtrent hele det hørbare Spektrum, og derfor er det, at vi skal indrette vore Modtagere og Forstærkere saaledes, at de er i Stand til at imødekomme de moderne Krav.

Og hvad er saa disse? Lad os sige, at et Frekvensosrraade mellem 50 og 15.000 Hertz rammer nogenlunde. Kan vore Apparater gengive dette uhyre store Omraade, er det OK, og de er altsaa parat til at imødekomme de stillede Krav.

„High-Fi” er udmærket, men maa ikke overdrives. Vi har nu virkelig god Radiofoni (FM) og fortrinlige Grammofonplader til vor Raadighed, og vi kan forholdsvis nemt indrette vore Radioapparater og Forstærkere saaledes, at disse er i Stand til at imødekomme de Muligheder, der bydes os.

Men man maa aldrig glemme, at den afgørende Komponent i hele Kaskaden er vort eget øre og altsaa vore personlige, individuelle Krav til den musikalske Gengivelse. Og det er slet ikke altid paa Forhaand givet, at et Radioapparat, indstillet korrekt efter Tonegenerator og Oscillograf, yder en Gengivelse, som behager Lytteren.

Moderne Radioapparater er forsynet med variabel Tonekorrektur, som gør det muligt at indstille Klangfarven nogenlunde efter Behag. Hvornaar denne saa er „High-Fi”, maa man selv afgøre. Kun dette skal vi huske, at vi nu har Midler i Hænde til at kunne gengive hele det Tonespektrum, som bydes os fra Radiofonierne eller de moderne Grammofonplader. Med ældre Modtagere, kun beregnet paa AM-Stationer, var dette ikke Tilfældet.

_____________________________________________________________________________

Annonce

Mere om det afbildede Amerikanske 3D akkustiske lydkabinet "Karlson Accopustic Transducer" findes her. En dedikeret side om lydkabinettet findes på Karlson Speaker Homepage.