Vintage High Fidelity - 1960
Transistormodtagere


Inden for det sidste års tid er der til radioapparatfabrikkernes omfattende program kommet et nyt element, der med det samme har vundet det købende publikums hjerter, nemlig den transportable transistoriserede modtager, eller simplere blot transistorradioen. Man ser dem snart overalt, disse civilisationens svøber, ifølge en vis politimester, men hvad indeholder de egentligt af nyt der gør, at de har vundet deres fabelagtige popularitet så hurtigt, for man hår jo snart kendt transportable radioer i mange år?

Ja, for det første er der jo transistoren, der ved sin lidenhed og sit ringe strømforbrug tillader disse apparaters forholdsvis beskedne størrelse, men mon ikke også kabinetternes smukke formgivning i lækre kunststoffer har sin store andel i de stedse stigende salgskurver.

Og som det sidste ny skud på stammen har de fleste firmaer nu taget de ny UHF-transistorer i brug, hvorved disse modtagere også bliver i stand til at dække FM-båndet, hvorved den sidste ulempe i forhold til rørmodtageren er elimineret. For lydkvaliteten kan der afgjort ikke klages på, de bedste af disse transportable apparater ligger i kvalitet helt på højde med de mindste konventionelle radiomodtagere.

Apparaterne kan groft opdeles i to typer, den store, hvor der først og fremmest lægges vægt på gedigen udførelse og bedste lydkvalitet, og den anden type, hvor en formindskelse af de mekaniske dimensioner er det første mål, og hvor lydkvaliteten derfor har måttet komme i anden række, uden at man derfor kan sige, at den ligger under det tilladelige.

_____________________________________________________________________________


STEREO
Af Ingeniør R. JENSEN

Stereofonien har for alvor holdt sit indtog i Danmark, det gælder især de stereofoniske grammofonplader og den stereofoniske båndoptager. Hvad er så stereofoni eller den kortere form stereo? Selve ordet stereofoni er sammensat af stereo, der betyder rum, og fon, der betyder lyd, altså rumlyd. I samme forbindelse ses ofte ordet plastisk lyd, især kendt fra de første film med stereofonisk effekt.

Man er ved en stereofonisk gengivelse i stand til at stedfeste lydkilden, at skabe nøjagtig de samme indtryk af lyden, som hvis lytteren selv befandt sig f. eks. i en koncertsal. Som nævnt i en tidligere artikel beror evnen til at opfatte det såkaldte akkustiske perspektiv på, at vi er udstyret med to ører, der sidder i en vis indbyrdes afstand. Indtrykket af retningen til en lydgiver, som ikke befinder sig i hoveders symmetriplan, fremkommer som følge af at lyden fra den ikke når begge ører på samme tid og med samme styrke. Afstandsbedømmelsen beror i lukkede rum delvis på bedømmelsen af forholdet mellem direkte lyd og efterklangslyd; men da man også i fri luft har en betydelig fornemmelse af lydkildens afstand, må der desuden være andre faktorer, der spiller ind. Visse undersøgelser tyder på, at øret ikke, som almindeligt antaget er en ren trykmodtager, men tildels også en trykgradient-modtager, det vil sige, at det på samme måde som for eksempel en båndmikrofon gengiver klangfarven af et lydbillede forskelligt efter afstanden til lydkilden. Undersøgelser af det menneskelige øres evne til at bestemme retningen til en lydgiver ved hjælp af tids- og styrkeforskelle er nøje undersøgt af den hollandske forsker K. de Boer.

Til disse forsøg anvendtes to højttalere opsat bag en skærm, og en målestok blev anbragt foran skærmen, som vist på figur 1


Figur 1


Ved at regulere højttalernes volumen med kalibrerede potentiometre, blev kun styrkeforskelle mellem højttalernes lydvolumen fremkaldt. Iagttagerne havde et temmeligt tydeligt indtryk af lydens retning og kunne lokalisere "lydbilledet" på målestokken med en reproducerbar nøjagtighed på kun få cm.


Figur 2


På figur 2 er den således opnåede vinkeldrejning af lydbilledet afbilledet som funktion af styrkeforholdet i dB. Samtidig er den vinkel angivet (punkteret kurve), som ville have været iagttaget ved naturlig lytning, når tidsforskellen også havde været til stede. Man kan af denne kurve slutte, at styrkeforskellen spiller den vigtigste rolle ved bestemmelse af retning til lydkilden. I det følgende eksperiment blev tidsforskellen nærmere undersøgt.


Figur 3


Tidsforskellen blev frembragt ved at flytte den ene højttaler langs den linie, der forbinder højttaleren og lytteren. Højttalerens lydstyrke var således indstillet, at de altid var de samme for lytteren. Man fandt atter, at lytteren fik et vist retningsindtryk, som i figur 3 er afbilledet som en funktion af tidsforskellen. Den punkterede kurve i figuren angiver den vinkel, som man skulle få, hvis styrkeforskellen var medtaget. Det er interessant at se, hørelsen meddeler retningsindtryk, selv om tidsforskellene er meget større, end hvad der forekommer i virkeligheden. Lydopfattelsen kan derfor næppe have tilpasset sig til at være retningsbestemt ud fra tidsforskellen alene. Hvis forskelle i tid og i styrke forekommer kan retningen altid beregnes ud fra kurverne (figur 2 og 3). Som en funktion af tidsforskellen afsættes den styrkeforskel, som ville forårsage den samme vinkeldrejning af "lydbilledet".

___ ___ ___ ___ ___ ___ ___ ___ ___ ___ ___ ___ ___ ___ ___ ___ ___ ___ ___


Figur 4


Figur 4 viser et praktisk talt lineært forhold. Heraf følger at hver tidsforskel kan udtrykkes ved en styrkeforskel og omvendt. Såfremt vi til en forhåndenværende styrkeforskel lægger den til tidsforskellen svarende styrkeforskel giver figur 2 den vinkel, som svarer til den totale styrkeforskel. Resultatet stemmer nogenlunde overens med den vinkeldrejning af "lydindtrykket", der blev bestemt ved eksperimentet.

Et forhold som bør bemærkes er, at ved alle eksperimenter var iagttageren anbragt på symmetrilinien imellem højttalerne.

Når iagttageren A bevæger sig langs symmetrilinien, bevæger lydbilledet sig næsten ikke. Figur 5. Forandringen kan imidlertid blive større, hvis for eksempel A bevæger sig til punktet Al. Derved forandres forskellene i tid og styrke til fordel for lytterens venstre øre, og lydbilledet flytter sig til venstre. Dette er en uheldig virkning, fordi det begrænser antallet af pladser med god stereofonisk virkning. Man kan undgå dette ved at give højttalerne en vis retningsvirkning, således at højttaleren i højre side stråler mest energi til venstre side og omvendt for venstre højttaler.

Af de beskrevne eksperimenter fremgår det også, at såfremt afstanden mellem højttalerne vælges større end det pågældende orkesters bredde opnås stadig et uforvrænget og på samme tid forstørret lydbillede. Man kan således regulere lydbilledets størrelse ved at ændre afstanden mellem højttalerne. En sådan tilpasning kan også ske ad elektrisk vej, som vist på figur 6.

Ved hjælp af dette simple kredsløb kan den tilsyneladende afstand mellem højttalerne formindskes, således at lyd- billedet altid kan indstilles til en hensigtsmæssig størrelse. Anordningen bevirker, at en del af strømmen fra kanal 1 føres til kanal 2, og en lige så stor del føres fra kanal 2 til kanal 1.

Ved at lytte til stereofonisk gengivelse har et antal øvede lyttere fastslået den forbavsende virkning, at lyd- billedet som regel ikke er beliggende på den linie, der forbinder de to højttalere med hinanden, som man kunne vente det, men i en afstand over den. Lydbilledet har en vis elevation over den horisontale plan. Ved at nærme sig højttalerne hører lytteren i begyndelsen lydbilledet hæve sig gradvist; men efterhånden som han kommer nærmere, vil variationen blive hurtigere, indtil lyden praktisk talt opfattes som kommende fra et sted lodret over ham, når han står på forbindelseslinien mellem højttalerne. Nogle har endog opfattet lyden som kommende fra et sted under den horisontale plan, medens lydbilledet, når det bevæger sig fremad, sænkes mere og mere for til sidst at forsvinde igennem gulvet lodret under dem.


Figur 5

Figur 6

___ ___ ___ ___ ___ ___ ___ ___ ___ ___ ___ ___ ___ ___ ___ ___ ___ ___ ___

Stereofoniske optagelser

Med fremkomsten af den stereofoniske båndoptager til hjemmebrug, er det nu muligt selv at lave sine stereofoniske optagelser. Der findes mikrofonopstillinger specielt beregnet hertil. En sådan opstilling er vist på figur 7. I opstillingen er anvendt 2 båndmikrofoner placeret med en indbyrdes afstand på ca. 240 mm og adskilt af en såkaldt akustisk separator. Mikrofonerne er anbragt således, at en linie vinkelret på mikrofonens følsomme side danner en vinkel på 45° med den bagudrettede del af skærmen. Erfaringen viser, at man får den bedste stereofoniske virkning, når rummet, hvori optagelserne og gengivelserne finder sted, ikke er for hårde. Efterklangstiden må ikke overstige ca. 0,6 sekunder. Mikrofonernes afstand og placering i forhold til lydkilden skal være den samme som ved monooptagelser.


Figur 7



Figur 8

Pseudo - stereofoni

Der skal til slut omtales en metode til spredning af lydbilledet. Til dette formål anvendes en båndoptager med to afspilningshoveder og to forstærkere. Afstanden mellem hovederne skal være afpasset således i forhold til båndhastigheden at forsinkelsen andrager 50 til 100 m sek. Antages for eksempel en forsinkelse på 50 m sek. og en båndhastighed på 19 cm/sek. skal afstanden mellem tonehovedernes spalte være 9,5 mm.

Et skematisk diagram er vist på figur 8. Forklaringen af diagrammet forstås bedst ved et eksempel. Afspilles en tone på 100 Hz og er forsinkelsen 50 m sek., vil det forsinkede signal være i fase med det primære signal. Hvis de to signaler er i fase ved A, vil de være ude af fase ved B. Det syntetiske lydbillede vil være ved A. Ændres til 110 Hz vil det primære signal være i modfase med det forsinkede signal. Det vil sige, at de to signaler vil være i fase ved B og ude af fase ved A. Det syntetiske lydbillede vil være ved B. Med signaler mellem 100 og 110 Hz vil de to signaler være ude af fase ved A og B, og det syntetiske lydbillede ligger mellem A og B. Frekvenserne vil være fordelt mellem A og B. Denne fordeling vil være mere effektiv jo højere frekvensen er. Man kan ved denne metode opnå en meget fin kvalitet; men det må pointeres, at det ingen stereofonisk virkning giver, man kan ikke identificere retningen til lydgiveren som ved "sand stereofoni", men en mono-optagelse kan få mere liv over sig.

_____________________________________________________________________________


STEREO
Af Ingeniør R. JENSEN
Balance

Ved en stereofonisk gengivelse eller optagelse er det af stor vigtighed, at ler er balance i systemet, dvs. kana:erne skal være ens styrkemæssig set. Det forudsættes selvfølgelig at frekvensgangen for de to kanaler er ens. På de fleste stereo-systemer findes der balanceknap til ændring af styrkeforholdet mellem de to kanaler. Er styrkeforholdet ikke i orden, kan man få et helt fejlagtigt lydbillede, idet det "syntetiske" lydbillede, der dannes mellem de to højttalere vil rykke til den side, hvor styrken er størst.

Man kan let kontrollere at styrkeforholdet er i orden, ved at påtrykke det samme signal på begge kanaler og regulere styrken indtil lydbilledet ligger mellem de to højttalere. Ved stereofonisk gengivelse må, for at opnå troværdig lokalisering, forlanges et nogenlunde stort toneområde og rimelig lille forvrængning. Den intense aflytning vil i det lange løb være afslørende for et anlægs mangler, selv om det umiddelbare indtryk er, at stereofoni kan tilsløre fejl, som er fremtrædende ved enkeltkanal gengivelse. Af hensyn til betjeningen er det vigtigt at henholdsvis styrke- og tonekontrollerne er sammenkoblede - parrede, for de to kanaler. Det vil ellers være vanskeligt at holde kanalerne i balance ved regulering uden at kunne stille om til et fælles sammenligningssignal.

Fasning


Figur 1

Af vigtighed ved en stereofonisk gengivelse er at de to systemer er faset rigtig. Membranen i en højttaler bevæger sig frem og tilbage i takt med de elektriske svingninger. Herved sættes luften i bevægelse og der opstår fortætninger og fortyndinger, som forplanter sig i rummet. Anbringes en forsøgsperson mellem de to højttalere, som arbejder i modtakt (fig. 1) vil der f. eks. ved A opstå en fortætning og ved B en fortynding, altså et overtryk og et undertryk. Forsøgspersonens trommehinder bevæger sig i takt med over- og undertryk, herved kan der i nogle tilfælde bibringes den samme fornemmelse som opstår ved søsyge eller køresyge, dog i mildere grad, men nok til at personer, som har tendens til søsyge, føler sig dårlig tilpas. Vendes tilledningerne til den ene højttaler, vil membranerne arbejde i samme retning og gengivelsen er i orden. At fasningen er i orden kan kontrolleres på flere måder. Den akustiske måde består i at anbringe de to højttalere over for hinanden og sætte det samme program på. Ved at vende ledningerne til den ene højttaler vil man kunne høre, når polariteten er rigtig. Arbejder højttalerne i modtakt, vil det især gå ud over de dybe frekvenser, som bliver betydelig svækket.

Højttaleropstilling

Hvordan skal højttalerne opstilles for at opnå den bedste stereofoniske gengivelse, teorierne og meningerne herom er mange og i nogle tilfælde ret afvigende.


Figur 2

Nogle højttaleropstillinger kan man dog straks med sikkerhed fastslå at være uegnet for stereofonisk gengivelse. Enhver højttaler har en naturlig retningsvirkning afhængig af lydens bølgelængde og membranens størrelse. Denne retningsvirkning er for en 20 cm's højttaler allerede ret fremtrædende fra ca. 3.000 perioder, men afhænger naturligvis i høj grad af frekvensen og af eventuelle lydspredende foranstaltninger. I fig. 2 er vist en opstilling, hvor lyden reflekteres fra væggene. Ved denne opstilling fås et ret udflydende lydbillede.

Gengives stereofonisk lyd med højttalere strålende parallelt ud fra en væg, som angivet i fig. 3, vil lydbilledet på lytterpositionen, afvigende fra symmetriaksen, flytte mod nærmeste højttaler. Drejes højttalerne derimod ind mod midten, således at deres akseretning krydses noget foran tilhørerne, som vist i fig. 4, vil intensiteten være størst fra den fjerneste højttaler, og lokaliseringen vil bestemmes af differencen mellem denne større intensitet og den intensitet, der svarer til løbetidsforskellen. Det vil i praksis, ved omhyggelig placering af højttalerne, være muligt at opnå et ganske godt kompromis med god lokalisering for størstedelen af rummet i den fulde bredde regnet fra 1-1,5 m uden for krydsningspunktet.

___ ___ ___ ___ ___ ___ ___ ___ ___ ___ ___ ___ ___ ___ ___ ___ ___ ___ ___

Krydsede højttalere er blevet anvendt af Brettain og Leaky ved en omhyggelig tilrettelagt demonstration for General Electric Co. Ved anvendelse af special-højttalere og en passende dæmpning af gengiverummet lykkedes det at skabe en så naturlig lokalisation, at publikum kun i ganske få tilfælde var i stand til at afsløre den gentagne omskiftning mellem båndoptagelse og naturlig klavermusik, til trods for at tilhørerne kun sad få meter fra pianisten.


Figur 3

Som vist i fig. 2 kan reflektioner ofte virke udviskende på lokaliseringen. Det vil derfor være nødvendigt i hvert enkelt tilfælde at eksperimentere sig frem til det bedste resultat. Under alle omstændigheder tilrådes det at være omhyggelig med højttaleropstillingen.


Figur 4

_____________________________________________________________________________


VERDENSNYHED - NU KOMMET TIL SKANDINAVIEN

SYMPHONY Stereophoner

Man kunne næsten have sagt på forhånd, at det måtte komme: Efter at vi nu i nogen tid har haft adgang til »ægte stereo«-anlæg med to kanaler kan det næppe undre, at der nu (i Schweiz) er dukket en nem, lille kasse op, som indskudt mellem en alm, gammeldags radio og en ekstrahøjttaler »eliminerer problemerne ved opnåelse af stereo-lydvirkning på en helt ny og revolutionerende måde«, som der står i reklamen (fuld tilfredshed - eller pengene tilbage).

Hvad systemet i grunden består af, kan vi desværre ikke oplyse, da det er anbragt forseglet i kassen, indkogt i beg! Men efter anmelderens øre er der nærmest tale om et højttalerdelefilter med variabel overgangsfrekvens et sted i mellemtoneområdet. Ekstrahøjttaleren, der især synes at udstråle den høje del af mellemtoneområdet, stilles til venstre for den store højttaler, der også tager de dybe toner og på den måde efterligner man, at violinerne og de øvrige diskantrige instrumenter i et symfoniorkester normalt sidder i venstre side.

Sammenlignet med et alm. et-kanal HI-FI anlæg forekommer gengivelsen at være mere »nærværende«, idet man har en tilbøjelighed til at henføre lokalisationen af f. eks, en solist til rummet foran ekstrahøjttaleren. Sammenlignet med gengivelsen fra en enkelt højttaler er lydbilledet imidlertid betydeligt mere plastisk, og det er set på denne baggrund, at apparatet har sin berettigelse. Det angives, at signalets fase er vendt i ekstrahøjttaleren i forhold til den anden højttaler, hvilket medvirker til det rumlige indtryk.

Apparatet importeres her i landet af fa. Jørgen Larsen, Frederiksholms Havnevej 12 A og koster 128,50 kroner.