Gå til Nyheder fra Bang & Olufsen
Gå til Stereofonisk Lydgengivelse
Gå til Danske FM-udsendelser
Gå til TONO's dynamiske Grammofon-Optageranlæg
Gå til Uden Forstærkerrør (om transistoren)
Gå til Jensen, Højttalerens opfinder

Den almindelige Forbedring af Grammofonpladerne lader vente paa sig, selv om Decca har fremstillet udmærkede ffrr Plader, der dog kræver en særlig god Pick-up, for at man kan faa Glæde af det indspillede Toneomraade. Ogsaa Victor har fremstillet særlig fine "Red Seal" Plader. Begge Mærker har ringe Naalestøj, og det er jo en Lise for øret ialtfald for dem, der ikke arbejder med neddrejet Tonekontrol. Det vilde selvfølgelig ære en stor Forbedring, om alle Plader blev indspillet som støjsvage Plader med stort Toneomraade, og det er vel i nogen Grad den almindelige Krisesituation, der gør, at vi ikke kan købe ordentligt indspillede Plader herhjemme.

En Ting, der dog undrer den almindelige Iagttager, er, at de ovennævnte Forbedringer ikke er kommet paa et langt tidligere Tidspunkt. Naar man Aar ud og Aar ind beskæftiger sig med Grammofons teknik, skulde det dog synes muligt at foretage saadanne Forbedringer langt hurtigere. Man har paa Fornemmelsen, at Fremskridt indenfor denne Teknik ikke holder Trit med Udviklingen indenfor beslægtede Omraader, og ogsaa at Udviklingen holdes kunstigt tilbage. Er Grammofonindustrien blevet saa dominerende, at den lægger ny Opfindelser i Pengeskabet, som man har hørt om indenfor Automobilindustrien.

I saa Fald er Tiden sikkert kommet for Grammofonindustrien til at rykke ud med det svære Skyts, hvis Konkurrencen med andre Optagelsesmetoder, f. Eks. Traadoptagelser, men dog i særlig Grad Baandoptagelser, skal kunne optages.

Der er saa mange Ulemper ved almindelige Grammofonplader, at det absolut ikke er usandsynligt, at Pladerne om ti Aar er delvis erstattet af Baandoptagelser. Grammofonplader er for tunge og for skrøbelige, ogsaa de ny Plasticplader lader sig nemt ridse eller fræse op af en daarlig Safirstift. Spilletiden er for lille, og en Pladeskifter raader ikke Bod paa dette Forhold ved større Musikstykker, desuden er ikke alle Pladeskiftere lige gode. To forskellige Størrelser af Grammofon plader kræver, at Skifteren skal "tænke" mere end godt er, og saa spiller den alligevel kun Pladen paa den ene Side. T. I. K. udstillede for mange Aar siden et Pragtstykke, der skiftede Plader, vendte Plader, skiftede Naal og børstede Pladerne af, og ogsaa Amerikanerne laver nogle komplicerede "juke-boxes", som man som Udlænding gerne putter 25 øre i (5 Cent) bare for at se dem skifte.

Det er dog vist ikke den Vej vi skal med den almindelige Radio-Grammofon. Under Krigen udvikledes Traadmagnetofonen stærkt i Amerika, efter Krigen er Fremstillingen af Traadmagnetofoner ogsaa optaget herhjemme, vistnok paa amerikansk Licens. Det var mit Indtryk under mit Besøg i U. S. A., at Udviklingen af disse Apparater til det fuldkomne Lydregistreringsapparat var ved at gaa i Staa, ja, at man faktisk ikke vilde gaa videre med denne Form for Lydregistrering. Der anførtes mange Grunde hertil, f. Eks. at Frekvensomraadet ikke kunde blive stort nok for rimelige Penge, at man ikke kunde beskære det indspillede, samt at Traaden, saafremt den faldt af Rullen, var ganske uhandlelig. Hvis der kom Kinker paa Traaden, gjorde disse Traaden mekanisk svagere paa dette Punkt, og før eller senere vilde den briste.

Megen mere Tiltro havde man til Udviklingen af Baandmagnetofonen, som det ideelle Apparat for Lydregistrering. Det var Tyskerne med Reichsrundfunkgesellschaft, A. E. G. og I. G. Farben, der fik udviklet denne til et Lydregistreringsapparat af høj Kvalitet brugelig til førsteklasses Optagelser f. Eks. til Radiofonibrug. Amerikanerne og Englænderne opdagede først Baandmagnetofonen, da de rykkede ind i Tyskland, og særlig Amerikanerne har sat meget ind paa at forbedre den. Den ved de tyske Baand generende Ekkovirkning, der opstaar ved at Partiklerne i de enkelte Lag magnetiserer Nabolagene skal være undgaaet i stor Udstrækning i de amerikanske Baand.

Fordelene ved Baand fremfor Plader er mange, større Toneomraade, større Dynamik, ingen Støj, længere Spilletid, ingen Afbrydelse under Afspilningen af større Værker, større Holdbarhed, vejer mindre og fylder mindre, ensartet Tonekvalitet gennem hele Optagelsen og inden længe konkurrencedygtig Pris.

Fordelene ved Baand fremfor Traad er, større Toneomraade, mindre Pris, Mulighed for Beskæring, nemmere at have med at gøre i mekanisk Henseende. Der er næppe nogen Tvivl om, at det mekanisk stærke Magnetofonbaand af Plastic-Typen er Fremtidens Lydbærer og er baade Plader og Traad overlegen.

Firmaet Bang & Olufsen bringer i denne Radiosæson en interessant Nyhed. Det drejer sig om en Cellehøjttaler. Det nye i denne Konstruktion er, at Højttaleren ikke fylder mere, end at den kan indbygges i et normalt Kabinet. Som Regel har Cellehøjttalerne saadanne Dimensioner, at dette er umuligt. Højttaleren skal anvendes som Højtonehøjttaler og har 8 Celler, spreder Lyden over en Vinkel paa 120 Grader. Hornets Afskærings frekvens ligger paa 1000 Hz og Membranresonansen paa 250 Hz. Membranen er lavet af Dualuminium og vejer 0,9 Gram. Magneten er fremstillet af Alcomax, og. der findes en Luftspalteinduktion paa 10.000 Gauss. Højttalerens Frekvensgang er konstant mellem 1000 og 7.000 Hz, og Svingspoleimpedansen ligger paa 7,5 Ohm. Paa hosstaaende Fotografi ses den nye Højttaler.

Højttone Cellehøjttaler fra Bang og Olufsen, 1948

Bang & Olufsen her konstrueret en højttalerenhed, der kan benyttes som ekstrahøjttaler til en radio modtager eller grammofonforstærker. Enheden, der bar betegnelsen "Hjørnehøjttaler H H 1" består af en højtonehøjtaler R 4 samt en dybtonehøjtaler, der er fremstillet som et foldehorn med 2 stk. kino 80. Frekvensområdet for denne kombination er 40-10.000 Hz og delefiltret har en overgangsfrekvens paa 1000 Hz.

Delefiltret er forsynet med impedansvælger svarende til en forstærkerudgang paa 3,5-7-10 og 25 ohm. Hjørnehøjtalerens dimensioner er 1200x1025x785 mm og kabinettet er af nød. Maksimal belastning 20 w. Højttalerenhedens pris er kr. 1350,-.

Bang & Olufsen Hjørnehøjttaler HH 1, 1948


Stor B & O Højttaler fundet i Hjørring

Selvom der i de nyeste Skabsmodeller er taget særligt Hensyn til Gengivelsens Kvalitet, vil det næsten være umuligt at undgaa visse Bilyde i Højttalerne fra de enkelte Komponenter.

I Hjørnehøjttaleren kan de enkelte Enheders Effektivitet udnyttes fuldt ud uden generende Bilyde, eftersom man gennem rent akustiske Opbygning udnytter alle de Muligheder, der er til Stede.

Kombinationen bestaar af et 6-cellet Horn og to B & O Kinohøjttalere, Type Kino 80, og Gengivelsen ligger selv med en meget lille Modtager langt over, hvad man hidtil har kendt.

Højtonehøjtaler: B & O Højtonrhøjttaler Type H 4, Magnet 10.000 Gauss.
Dybtomehøjttaler: Foldehorn med 2 Stk. B & O Kino 80, Magnet 8.000 Gauss.
Frekvensomraade: 40-10.000 Hz.
Delefrekvens: 1.000 Hz.
Delefilter: med Impedansvælger for Tilslutning til 3,5-5-7-10 og 25 Ohm
   Forstærker eller Radioudgang.
Højde: 1.200 mm.    Største bredde: 1.025 mm.
Største dybde: 785 mm.
Tilladelig Belastning: 20 Watt.
Træarbejde: Nød.

Der eksperimenteres stadigvæk med stereofonisk lydgengivelse og det sidste nye kommer denne gang fra Amerika. Hidtil har man kun forsøgt sig med to uafhængige kanaler i toneanlægget ud fra den betragtning, at mennesker kun har to ører at høre med. I det nye anlæg benytter man imidlertid tre mikrofoner og tre højttalere. Det nye anlæg er særlig beregnet til teatersale og biografer og siges at have særdeles gode egenskaber.

Det stereofoniske lydanlægs blokdiagram fremgaar af hosstaaende figur. Foran orkestret placeres tre mikrofoner med hver sin forstærker. Musikken indspilles med tre tonehoveder paa et staalbaand, der er bredere end de sædvanlige baand, og afspilles igen med tre tonehoveder og tilhørende forstærkere. Højttalerne placeres paa samme maade som mikrofonerne. Nederst i figuren er vist, hvordan indspilningen foregaar. Baandet (tape) er som nævnt bredere end de sædvanlige baand, og der findes tre tonehoveder 1, 2 og 3. Tonehovederne er forskudt for hinanden baade i vandret og i lodret retning. De skal spille paa hver sin trediedel af baandet. For at forhindre, at kanalerne griber ind over hinanden er den "ubenyttede" del af baandet ud for hvert tonehoved afskærmet med magnetiske shunte (keeper), der bestaar af en højpermeabel legering. De samme skærme benyttes ogsaa ved afspilningen, da det har vist sig, at tonehovederne er følsomme overfor nabokanalerne, selv om disse ligger saa langt som 3 mm fra hovedet. Slettehovedet (erase head) passeres af baandet inden indspilningen, og det strækker sig naturligvis over hele det benyttede indspilningsomraade.

I det her omtalte anlæg har hver kanal et frekvensomraade fra 50 Hz til 10.000 Hz indenfor ± 5 db. Krydsmodulationen mellem de tre kanaler er mindre end 4 % og den harmoniske forvrængning er mindre end 1 %. Da de forskellige mikrofoner kommer ud for forskellige lydstyrker er det nødvendigt at have, individuelle styrkekontroller, saaledes at de tre tone hoveder indspiller med samme styrke. I figuren er det vist, hvor mange db hver forstærker i et givet tilfælde skal for stærke. Ved afspilningen maa man naturligvis igen korrigere for dette. Den spænding, som tonehovederne afgiver, er den samme i alle tre tilfælde, og forstærkningen tilpasses saaledes i afspilningsforstærkerne, at forholdet mellem lydintensiteten i højttalerne er det samme som det var i mikrofonerne. Den svagest paavirkede mikrofon er i figuren mikrofon 2. Der forstærkes op med 47 db. Ved afspilningen er den spænding, der afgives af tonehovedet 2, større end den bør være, og der forstærkes kun 23 dd i afspilnings forstærkeren. Den samlede forstærkning i hele anlægget maa naturligvis være ens, nemlig 70db.

Ved lytterprøver har man konstateret, at trekanalsystemet er særdeles anvendeligt, naar man skal optage og gengive orkesterværker med solister. I almindelige tilfælde maa et tokanalsystem anses for at være tilstrækkelig.

Den største vanskelighed ved stereofonisk lydgengivelse er den rigtige placering af højttalerne. Dette gør sig navnlig gældende i mindre rum, da man som regel kommer for tæt ind pas højttalerne. Ved at placere højttalerne saaledes, at de ikke straaler direkte ud imod lytterne, men saaledes, at lyden reflekteres fra væggene, kan man opnaa, at rummet tilsyneladende bliver større, Det lyder nemlig, som om lyden kommer fra højttalernes spejlbilleder, og disse kan ved optiske betragtninger placeres, hvor man. ønsker det.

_____________________________________________________________________________

paa 41,2 mtr. vil, efter hvad Post- og Telegrafvæsenet meddeler, blive fortsat, idet dog sendefrekvensen efter 1. november er ændret til 42 Mtr. En ny FM-sender af amerikansk fabrikat er opstillet paa Bellahøj og denne vil ligeledes udsende det normale radiofoniprogram dagligt fra kl. 12,00 til radiofoniprogrammets ophør. Der kan dog ikke altid paaregnes regelmæssig udsendelse i tidsrummet fra kl. 12,00 til 15,00 samt dagene mandag og tirsdag. Senderens data er, effekt 800 watt, vandret polarisation, frekvens 53,1 Mhz, frekvenssving ved fuld modulation ± 75 kHz, forbetoning 75 mikrosekunder.

Lige siden Edison i 1877 konstruerede sin første „Phonograph”, er der blevet arbejdet ihærdigt paa at forbedre Kvaliteten af den saakaldte „mekaniske Musik”. Af de Forbedringer, der saaledes er sket, kan særlig nævnes Berliner og Johnsons Indførelse af Grammofonpladen (1887) i Stedet for den hidtil kendte Fonografvalse, og Overgangen til elektrisk Indspilning (1925) i Stedet for den akustiske, som var behæftet med adskillige Ulemper.

Siden 1925 har man i mange Aar været tilfreds med et Frekvensomraade paa op til 5-6000 Hz. Aarsagen hertil har været, at man ikke havde Skrivere, hvormed man tilstrækkeligt forvrængningsfrit kunde indspille Frekvenser over 5000 Hz, og Publikum havde for saa vidt heller ikke Pick-ups eller mekaniske Grammofoner, der kunde gengive dem. En anden Aarsag, som maaske ikke har været uvæsentlig, kan ogsaa søges i den forkerte Antagelse, at alt, hvad der laa over det nævnte Frekvensomraade, vilde drukne i Støj.

I 1945 begyndte TONO som det første Grammofonselskab i Danmark at indspille med et optagersystem, der gaar op til 14.000 Hz, og mere er vel næppe paakrævet, da det menneskelige øres Høregrænse som bekendt ligger i dette Omraade. Dette Optagersystem opfylder alle de Krav, der i Dag stilles til en Kvalitetsoptagelse; det er konstrueret og bygget af Fonofilm Industri A/S (Petersen og Poulsen).

Det Anlæg, der er konstrueret efter de mest moderne Principper med saakaldt “svingende Modkobling”, er endnu det eneste eksisterende af sin Art, og Resultaterne, der er opnaaet med det, har vakt Opmærksomhed ikke alene herhjemme, men ogsaa i Udlandet, og det kan noteres, at Teknikere fra U.S.A., som har faaet Anlæget demonstreret, er meget interesseret i det.

Selve Skriveren er dynamisk, d. v. s. Drivkraften faas ved at sende Strøm gennem en svingende Spole i et Magnetfelt, men foruden Drivspolen findes der tæt ved Safirstiftens Spids en lille Spole, Modkoblingsspolen, der virker som Pick-up Spole, idet den registrerer Skriverbevægelserne. Den Strøm, der herved induceres i Spolen, føres tilbage til Forstærkerindgangen som negativ Tilbagekobling. Ved Hjælp af denne kan Skriverens Frekvensgang justeres, og man opnaar alle Modkoblingens Fordele i Form af nedsat Klirfaktor.

Saavel Forstærkere som Skriver kan uden Forvrængning optage med større Styrke, end man kan gengive selv med de bedste Pick-ups. Det. er saaledes Hensynet til Afspilningen, der i Dag sætter Grænsen for, hvor kraftigt de højere Frekvenser kan optages.

Som nævnt tillader TONO's nye System Registrering af Frekvenser op til ca. 14.000 Hz uden Forvrængning, og den Indspilningskurve, der i øjeblikket anvendes, har den sædvanlige Bassænkning paa 6 db pr. Oktav fra 300 Hz, mens Højden har en Hævning paa 3 db pr. Oktav fra ca. 3000 Hz og opefter. Man har valgt denne Diskanthævning, fordi den erfaringsmæssigt giver en god Kompensation for faldende Pick-up, Forstærker- og Højttalerkarakteri­stiker ved Gengivelsen. En kraftigere Dikanthævning vil paa de eksisterende Afspilningsanlæg let kunne give Anledning til Klir. Er man i Besiddelse af et Afspilningsanlæg, der kan gengive Højden, kan man med Fordel dæmpe denne lidt, hvorved man opnaar et relativt lavere Naalestøjsniveau.

I hvor høj Grad TONO's nye Anlæg kan udnyttes fuldt ud, er et Spørgsmaal om, hvad Publikums Apparater med fuldt Udbytte kan gengive, derfor er det en Glæde at konstatere, at der stadig er stor Fremgang i Fabrikationen af Letvægtspick-ups, som indebærer Muligheden af en forbedret Højtonegengivelse.

TONO har med sit Optageanlæg gjort en stor Landvinding mod den ideelle Gengivelse, som utvivlsomt vil bevirke en endnu større Interesse for Musik end tidligere.

Den 30. Juni i Aar demonstrerede Videnskabsmænd fra Bell Telephone Laboratories en sensationel Opfindelse, der giver store Løfter for Fremtiden.

Det drejer sig om den saakaldte "Transistor", som udvendig set er en ganske lille Metalcylinder paa Størrelse med Spidsen at en Blyant. En Transistor kan udføre samme Funktioner som, et Radiorør, nemlig forstærke og frembringe elektriske Svingninger, men Transistor'en har ingen Glaskolbe, ingen Glødetraad eller Vacuum og skal ikke opvarmes. Ikke desto mindre arbejdede et almindeligt Radoiapparat udmærket, efter at samtlige Radiorør var blevet erstattet at Transistors, omend Lydgengivelsen ikke var saa kraftig som normalt. Apparatet blev demonstreret for Pressen i Bell Laboratorierne, 463 West St., New og samtidig forevistes der et Fjernsynsbillede, forstærket op ved Hjælp af Transistors, ligesom et Telefonkredsløb med Transistors blev demonstreret.

Hjertet i en Transistor bestaar at en ganske lille Klump Germanium, et Biprodukt fra Zink og en Halvleder for Elektricitet. Klumpen er ikke større end Hovedet paa en Knappenaal, og to tynde Traade udgør den elektriske Forbindelse. Der kan opnaas en Forstærkning paa ca. 100 Gange, hvilket svarer til et normalt, moderne Radiorør.

Opfinderne, Dr. John Bardeen og Dr. Walter H. Brattain, erklærer, at Transistor'en er robust og har lang Levetid, og dens enkle Konstruktion gør den velegnet til Massefabrikation.

Selv om den nye Opfindelse er en lovende Erstatning for Radiorør, betyder det dog ikke, at den vil overflødiggøre disse i nær alle Tilfælde, men der er dog Grund til at tro, at den vil foranledige en mindre Revolution inden for Radio- og Telefontekniken, og Teknikere, der har haft Lejlighed til at studere Transistor'en, anser Opfindelsen for at være den mest betydningsfulde siden Radiorørets Fremkomst.

Western Electric, som driver The Bell Telephone Laboratories sammen med American Telephone & Telegraph Co., meddeler, at Transistors endnu ikke fabrikeres og sikkert ikke vil blive det foreløbig, hvorfor alle Henvendelser om Køb er overflødige, ligesom Data heller ikke er tilgængelige paa nuværende Tidspunkt.

"The Jensen speaker" er kendt overalt, hvor man læser amerikanske Radioblade, og det er næppe heller ukendt, at denne Jensen er en Dansker. Han var Assistent hos Dr. Valdemar Poulsen og Professor P. 0. Pedersen under de første Radioforsøg over Lyngby Radio i 1909 og har siden været beskæftiget i Faget. Peter L. Jensen har udgivet sine Erindringer (Selvbiografi kalder han dem) i en lille Bog, som er udkommet paa Chr. Erichsens Forlag. Det er en lille fornøjelig Bog at slaa en Aften ihjel med, og selv om man just ikke kommer ud for Sensationer m. H. t. Faget og dets Udvikling, er det helt hyggeligt, at høre en jævn Landsmand passiare om løst og fast. Jensen har haft Heldet med sig og leder en større Industrivirksomhed i U.S.A., som bl. a. fremstiller Højttalere. Hvorvidt han virkelig er Højttalerens Opfinder, skal vi lade være usagt, men den er sikkert udeksperimenteret samtidigt andre Steder ogsaa.

Bogen »En Verdenskendt Dansker, Jensen, Højttalerens Opfinder«,
en Selvbiografi, udgivet på Chr. Erichsen, Københavnm 1948,
kan lånes på biblioteket (findes formodentlig i depot og skal bestilles)

Fonograf og Stemmeforstærker omkring 1920